 |
|
 |
Den store Sankt Nikolaj var én af middelalderens mest populære helgener. Der er mange danske kirker som var - og er - indviet til ham. Det gælder fx kirker i Køge, Vejle, Holbæk og en lang række andre steder
Sankt Nikolaj var biskop i Myra, en by i det nuværende Tyrkiet, i 300-tallet. Legender om ham fortæller, at han var født i Patras af velhavende forældre, og at han allerede som barn var så from, at han kun ville die én gang om dagen på fastedage. Som voksen brugte han af sin formue på velgørenhed, og frelste bl.a. døtrene til ét af sine bysbørn fra at ende i prostitution. Det drejede sig om tre piger, hvis far ikke havde penge til medgift, og derfor havde svært ved at få døtrene gift. Han så ingen anden udvej end at lade dem ende i byens bordeller. Da Nikolaj hørte om sagen listede han tre nætter af sted og kastede hver gang en pose med guld ind i familiens hus. Nu havde pigerne medgift og kunne finde ægtemænd.
Det er muligvis en misforstået opfattelse af billeder m.m. som viser Sankt Nikolaj med de tre pengeposer, som har givet ophav til en anden populær Sankt Nikolaj legende. I denne beretning opvækker helgenbispen tre drenge fra de døde, til trods for at de både var parterede og saltet ned i et sulekar. Historien har måske sin oprindelse i gengivelser af de tre pengeposer, der fejlagtigt er blevet set som børnehoveder.
Sankt Nikolaj er Ruslands særlige skytshelgen, samt helgen for søfolk og børn. Det er Sankt Nikolaj, som er den figur, der er julemandens traditionshistoriske ophav.
Skulpturen af Sankt Nikolaj fandtes oprindeligt i Nr. Bråby kirke
men er nu i Nationalmuseet. (Foto: Nationalmuseet) | |
|
|
|
|
|
 |