< hjem
Nisse-cam
Frække julelege
Julen rundt ...
Helgener
Sankt Nikolaj
Sankta Lucia
Sankt Stefan
Opskrifter
Erindringer
Pynt
Quiz
PC-tapeter
Sankt Stefan
26. december

Stefan var den første martyr, og har derfor fået en særligt fin helgendag, anden juledag, dagen efter selve Jesu fødsel. Stefan var én af apostlenes første hjælpere og fungerede som en slags diakon, der drog særlig omsorg for enker og fattige
 
Sankt Stefan var en dygtig forkynder, hvilket ikke var velset af antikristne kræfter i hans samtid. Derfor endte det med, at Stefan blev overfaldet, slæbt uden for Jerusalem og stenet til døde, mens han bad Gud om at tilgive sine mordere.
 
I nordisk tradition er Stefan blevet forbundet med heste, bl.a. ud fra en folkelig forestilling om, at han havde været stalddreng hos Herodes. Her havde han som den første set Bethlehemsstjernen, da han skulle vande kongens heste. Denne folkelige forestilling om "Stefan Stalddreng" gav sig udslag i forskellige heste-traditioner på hans dag. Det gjaldt fx traditionelle væddeløb, som blev holdt på landet i Sverige.
 
Også i dansk folketradition findes Stefan, fx i folkevisen "En jomfru ren oprunden er", hvor et af versene netop omtaler, at han opdager stjernen og underretter Herodes. Der kendes også en folketrosforestilling om det vigtige i at drive hestene til vanding tidligt, så de kan "drikke fedt" af vandet. Man forestillede sig, at vandet var særligt nærende om morgenen på Sankt Stefans dag.

Billedet af Sankt Stefan findes i Keldby kirke.

(Foto: Nationalmuseet)